top of page

Om pasningsordningen

Jeg prioriterer at have en rolig hverdag, hvor der er tid til at alle børn ses, høres, rummes og røres.

 

Jeg er en rolig og anerkendende min tilgang til andre mennesker. Jeg vægter godt forældre-samarbejde og ønsker at have trygge børn og forældre i min pasningsordning.

Jeg har fokus på det enkelte barn og gennem samarbejde med forældrene, vil jeg gøre mit til at der skabes en god hverdag for barnet, hvor det trygt kan udvikle sig. Det er også vigtigt for mig at relationen til forældrene er tillidsfuld, og man kan altid henvende sig hvis man har noget på hjerte. Jeg tager udgangspunkt i dagen i dag under hensyntagen til det enkelte barn og hele gruppen af børn. Jeg prioriterer en genkendelig hverdag, da det er min overbevisning at ro og tryghed i hvad der skal ske, er af stor betydning for de smås trivsel og udvikling. Vi bruger derfor meget tid ”hjemme” her hos mig. Her har børnene tid til fordybelse i legen, og til at øve sig i at indgå i relationen til de andre børn i gruppen. Jeg har valgt at have 4 børn i min pasningsordning, men i forbindelse med opstart af nye børn, ønsker jeg at være fleksibel. Der kan derfor i kortere perioder være 5 børn. 
 
Her er plads til fysisk udfoldelse både inde og ude. 
 
Jeg tilstræber at børnene får frisk luft hver dag, og jeg vægter at børnene får lov til at føle på og mærke naturen - så her bliver overtøjet altså beskidt. Her er en stor lukket have med masser af hyggekroge og skyggefulde steder. Her er legehus, en stor sandkasse samt fliser som er gode til løbecykel og scooter-ræs. I haven står kaninerne som vi fodrer og følger når de får unger, samt hønsene som vi har stor fornøjelse af. Hønsene får korn og vi tømmer rederne for æg.
Om sommeren passer vi drivhuset og bærbuskene. Vi har en stor køkkenhave og et udekøkken. Vi laver mad af det vi kan finde i haven, og børnene er med i alle processer lige fra plantning til høst og madlavning. Her er selvfølgelig også blomster som kan duftes, og jord som kan blive til mudder til sanselig leg og kreative konstruktioner.
Om vinteren benytter vi selvfølgelig enhver chance for at lave snemænd og tage kælketure.
Indenfor er stueetagen af villaen på ca. 100 m2 til rådighed for børnenes leg. Her er legetøj til både små og store drenge og piger. Jeg har en gymnastik-madras der bruges som tryg base for de små, og til at læse historier på, men som også kan foldes ud og bruges som underlag til koldbøtter og forhindringsbaner. Her er papir, farveblyanter, maling, forklæder og meget mere, som kan få kreativiteten til at spire. Jeg oplever at børnene har stor glæde af vores kreative aktiviteter. Det er skønt når sanserne aktiveres, mens vi øver finmotorik med fingre og pensler ved køkkenbordet .
Vores hund Murphy er tilstede i huset/haven. Han er en stor, glad hund som er vant til og god ved børn. Han er aldrig alene med børnene, og jeg har mulighed for at lukke ham fra inden døre, hvis jeg vurderer at der er behov for det. Murphy er et gadekryds af golden retriver og puddel, hvilket betyder at han fælder i begrænset omfang. 
 
 Vi tager også på ture ud af huset engang imellem. Turene tilrettelægges selvfølgelig altid med henblik på oplevelser og læring for børnene. Vi  lærer små og store ting, når vi er afsted. Som eksempel kan et mål være at opleve skoven i dag, og dagens store oplevelse kan være at finde ud af hvordan skoven dufter i regnvejr eller hvad skaden siger. Vi deltager også i  legefællesskaber med børn, som bliver passet andre steder. 
Jeg har en ladcykel, som vi bruger på vores ture. Børnene er selvfølgelig spændt forsvarligt fast og anvender cykelhjelm. Ved at benytte cyklen kommer vi hurtigt frem, og kan bruge tiden på fordybelse i udflugtens formål. Pasning hos mig kræver derfor godkendelse fra forældrene til, at jeg må tage barnet med på ladcykel.
 I pasningsordningen spiser vi sundt og varieret, og følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger for kost til små børn. Mælkeprodukter, kød og kødpålæg er fortrinsvist økologiske. Her bliver nogle gange serveret varm mad. Jeg inddrager børnene i madlavningen, i det omfang det er muligt. Vi kan f.eks. finde på at pille kartofler og gnide flæskestegen med salt til vores julefrokost.
Her serveres:
Morgenmad (hvis barnet kommer før kl. 7.30)
Formiddagsmad
Frokost
Eftermiddagsmad
Sen eftermiddagssnack, hvis sulten melder sig igen.
Jeg arbejder med dokumentation af vores hverdag. Hvert barn har sin egen bog som jeg fylder med fotos og kreativt arbejde. Vi bruger bogen i det daglige i pasningsordningen. Når barnet skal videre i børnehave, kan bogen følge med og  bruges til at lette overgangen.
Jeg har også en lukket gruppe på facebook, som jeg bruger til at dele børnenes dag med forældrene.
Jeg anvender den ovenfor beskrevne dokumentation til at skærpe min opmærksomhed på de læringsmål, jeg sammen med forældrene, har for det enkelte barn.
Fotos anvendt på denne hjemmeside er delt med forældrenes accept.
Jeg har fokus på det enkelte barns udvikling og møder barnet på dets udviklingstrin. Jeg kender til henvisningsmuligheder, hvis barnet har brug for ekstra støtte i forhold til udviklingsmæssige aspekter.
I min pasningsordningen er der mulighed for opbevaring af skiftetøj i hverdagene. Det samme gælder barnevognen. Jeg har et skur,  hvor den kan opbevares alle ugens dage. Jeg sørger for bleer, skumklude med mere. 
 

Godkendelse 

Jeg blev 9. april '14 godkendt som privat børnepasser efter

§ 78-79 i Dagtilbudsloven.

 Jeg er godkendt til at passe 5 børn i alderen 6 mdr. til 3 år.

 

Jeg har to godkendte vikarer tilknyttet. De er hjemmevante her og kender børnene godt. Disse vikarierer benyttes hvis jeg fx skal til læge eller tandlæge

bottom of page